Fysiske rammer

Huset

Solstriben holder til på en firelænget gård med en stor, dejlig gårdsplads og stor have. Huset er moderniseret med store, lyse og imødekommende rum, med respekt for den oprindelige arkitektur.

I stueetagen er der nyere spisekøkken, hvor vi laver mad og spiser sammen til hverdag og to store hyggelige stuer med sofaer og tv. Centralt i huset er der indrettet personalerum og kontor. Det fungerer også som samtalerum ved børne-/ungesamtaler. Der er yderligere tre værelser i stueetagen og fire på førstesalen. Alle værelserne er lyse og store med hver deres eget personlige præg.

På 1. salen er der 2 badeværelser, et til piger og et til drenge.
Der er naturligvis WiFi i hele huset.

 

 

Værksteder, stald og lader

Der er indrettet værksteder i staldbygningerne.
Laderne er store og rummelige, hvor der både er mulighed for at skate, spille bordtennis, badminton, eller andre fysiske aktiviteter.

 

 

Udearealerne

I haven er der rig mulighed for leg, ro og fordybelse. Børnene/de unge har gode muligheder for at indhente nogle af de grundlæggende erfaringer med de fire elementer; jord, vand, ild og luft: Vi har gamle træer, huler, en lille sø med fisk, shelter og bålplads. Derudover har vi fodboldbane, trampolin og gynger mv.

 

 

Lokalområdet

Solstriben er placeret ved Boeslunde, på Vestsjælland, i området mellem Slagelse, Skælskør og Korsør.

I de nærliggende byer er der alle slags foreninger, idrætsklubber, svømmehal og et rigt kulturliv. Desuden har Solstriben et stort netværk i lokalbefolkningen. Bus- og togforbindelser til resten af landet er gode og det forventes at de unge lærer at transportere sig selv og begå sig i de offentlige transportmuligheder.

Solstriben faciliterer Rejsekort til disse formål.

Boeslunde